Nu har jeres klub en enestående mulighed for at tilbyde jeres medlemmer, en fantastisk temadag sammen med uddannede hestemassører fra Dansk Hestemassørforening.
Hestemassørerne vil, udover at fortælle om deres arbejde, gennemgå problemstillinger og emner der kan hjælpe til at øge kendskabet til hesten og forbedre dens holdbarhed.
En hestemassør er en muskel-specialist. Under uddannelsen trænes en hestemassør i at skelne mellem primære og sekundære skader. I uddannelsen indgår både teoretiske studier og et praktik forløb. Uddannelsen afsluttes med eksaminering.
Desuden har langt de fleste hestemassører selv en baggrund inden for hestesporten, og kan derfor knytte en forbindelse mellem deres behandling af hesten og specifikke træningsmetoder.
Det er vores erfaring at en større indsigt i hestens anatomi og biomekanik, giver større forståelse for hesten i dagligdagen, og øger fornøjelsen samt fascinationen ved at have hest.
Dagen vil bestå af en teoridel, hvor vi sammen drøfter de enkelte emner, herunder øvelser og praktiske opgaver. Herefter går vi i stalden/ridehuset, hvor der gennemgås to heste og vises hvordan hestemassøren arbejder. Der vil være mulighed for at mærke og se det massøreren ser.
Der vil under hele forløbet være mulighed for at stille spørgsmål og drøfte problemstillinger.
Der vil blive gennemgået emner som:
- hvorfor bruge en uddannet hestmassør?
- hestens anatomi, herunder muskulatur og skelet
- udstyr, hvad skal vi holde øje med?
- rytterens balance, skævheder og opstilling
- værktøjer som den enkelte kan bruge i hverdagen
- de enkelte deltagers problemstillinger
I kan vælge mellem forskellige tilbud:
- Temadag for 10-16 årige. Her vil der være flere praktiske øvelser, fysisk aktivitet og vi vil prøve at tilpasse foredraget til de unge.
- Temadag for 16+. Stadig samme foredrag, men med lidt mere teori og mindre fysisk aktivitet ;o)
Der kan også tilbydes foredrag for begge grupper samlet, men det anbefales ikke, da det er svært at fange begge målgrupper. Vi vil gøre vores bedste for at tilpasse foredraget, så det passer netop til jeres klub.
Foredraget er ikke kun for hesteejere, men for alle der omgås og træner hestene.
Den samlede prisen for en hel temadag, ca. 7 timer, er 3.000,- kr.
Det er ikke alle vores medlemmer der afholder foredrag. Hvis foredraget afholdes af en hestemassør nær jer, er prisen inkl. kørsel. Hvis foredraget afholdes af en hestemassør fra et andet område, tillægges der kørsel.
Kontakt Maja Flarup eller Brigitta Villumsen for mere info (se kontakt info under "Bestyrelsen").
Vi glæder os til en dejlig dag sammen med jer og hestene.
N.B.
Til temadagen skal hestemassøren bruge:
- et whiteboard
- en projektor og et lærred
- to heste som kan masseres (læs mere under "Hvordan foregår massagen?")
Dansk Hestemassørforening er en forening af uddannede og seriøse hestemassører. Vi samarbejder med dyrlæger og andre uddannede behandlere, myndigheder og forsikringsselskaber.